I de seneste år har Afrika oplevet en række militærkup: Gabon, Niger, Burkina Faso, Guinea, Tchad, og Mali.
Hvad er motiverne bag og målene for disse kup? Der er faktisk en række fællestræk. I modsætning til, hvad der skete i fortiden, blev de personer, der er blevet væltet, ikke likvideret eller myrdet - og antallet af ofre var ikke stort under disse kup, især ikke sammenlignet med, hvad der skete i andre lande. Lederne af de militærkup, der fandt sted, er yngre end tidligere set. Ifølge nogle statistikker varierer alderen på lederne fra mellem 34 og 41 år, hvilket betyder, at disse kup udføres af unge mænd med lavere militær rang. De fleste af de kup, der har fundet sted i Afrika for nylig, var mindre voldelige og blodige, og havde samtidig en form for folkelig opbakning, eller mødte i det mindste ikke modstand fra befolkningen eller den politiske opposition i landet. Kuplederne brugte anti-vestlig retorik, især rettet mod tidligere kolonilande såsom Frankrig, som udgjorde et centralt anklagepunkt i taler og slogans blandt militærkuplederne i Mali, Burkina Faso og for nylig i Niger.
Vi har set mange demonstrationer mod Frankrig i Niger og til støtte for kuppet. Denne form for tale ligner talerne fra lederne af militærkuppet i 1950'erne og 1960'erne, som primært var imod de udenlandske kolonister, især Frankrig. Disse diskurser er præget af populisme. Det centrale og vigtigste punkt i alt, hvad der sker, er den russiske rolle, og den bagvedliggende kinesiske rolle, som har til formål at underminere europæisk og vestlig indflydelse generelt for at opnå en større militær, politisk og økonomisk rolle for både Rusland og Kina. De indsamlede felt- og efterretningsoplysninger har påvist den store russiske rolle hvad angår politisk og diplomatisk støtte. Støtten er også militær i form af lejesoldater og militser fra den russiske "Wagner"-gruppe, som er til stede på det afrikanske kontinent og har stor, politisk, militær og mediemæssig indflydelse på kontinentet. Dette bekræftes af adskillige efterretningsrapporter, der indikerer Moskvas involvering i de kup og kupforsøg, der har fundet sted i Afrika i løbet af de seneste tre år.
”Wagner”-gruppen benytter sine væbnede styrker til at træne, støtte og forstærke væbnede og paramilitære styrker fra både regeringer og oprørsgrupper. Ruslands mål i Afrika er, i samarbejde med Kina, at kontrollere rigdommene i landene, såsom guld i Sudan, olie i Libyen og diamanter og uran i andre afrikanske lande. I de kommende år vil der fortsat være kup i Afrika, og antallet vil stige. Denne tendens skal ses i lyset af de igangværende forandringer i forbindelse med det internationale system og den igangværende konflikt mellem stormagterne USA, Europa, Rusland og Kina, der søger at konsolidere deres indflydelse på det afrikanske kontinent. Europa er dog fortsat det første mål i Afrika fra Ruslands og Kinas side, og det er et forsøg på at overføre en del af kampen til Afrika, i forbindelse med det, der foregår i Ukraine.
Copyright © 2024 Journalist Marwan George Dalal - Alle rettigheder forbeholdes